Firmaet er oprettet den 22/12 2010 på årets mørkeste dag. Deraf navnet der er en sammentrækning af 'la luz' som betyder lyset på spansk.
Missionen er at lave programmer som vil hjælpe menneskene til at skrive i et bedre sprog. Navnet har også noget med dette at gøre: at sprede oplysning. Vores tanker skal transporteres i sproget, og en tanke i en fejlfyldt sætning er som et krystalglas sendt med postvæsenet pakket ind i avispapir.
Det første program var Verbolazo som nu er videreudviklet til Palabrazo. Begge programmer gør noget af det der er mest besværligt at huske på spansk: bøjer ord. Palabrazo bøjer således ikke blot verberne, men alle ord der kan bøjes. Disse programmer er solgt i enkeltlicens til over 500 og i adskillige skolelicenser, f.eks. Skive Gymnasium og Aalborg Katedralskole. Alle programmer bliver naturligvis testet grundigt på Herning Gymnasium hvor jeg arbejder.
TjekSpansk udviklede jeg dernæst fordi jeg var træt af at rette de trivielle fejl på spansk. Da det lykkedes rimeligt at lave en automatisk analyse af det spanske sprogs syntaks, forsøgte jeg at gøre det samme på dansk, hvilket førte til TjekDansk. Begge programmer kan lave en del kommentarer til en tekst, og da min tekstbehandling fra verdens største softwarefirma ikke kunne klare hundrede kommentarer, lavede jeg også et program som hjælper læreren i rettefasen. I modsætning til en tekstbehandling er det helt fokuseret på at skulle kommentere tekster.
Næste skridt bliver at udvikle et program der blot sætter kommaer. TjekDansk har en stor pædagogisk del som kræver at brugeren tænker sig om. Dette er naturligvis ikke holdbart i et produktionsmiljø hvor de der kommaer bare skal stå rigtigt.
Min baggrund for at lave programmerne er at jeg har programmeret siden jeg gik i gymnasiet 1980... I 1984-86 programmerede jeg for Kommunedata inden jeg startede på min universitetsuddannelse. På universitetet var jeg i en periode tilknyttet en gruppe ved Almen Semiotik med Per Aage Brandt hvor vi arbejdede med at lave en 'læsemaskine'. Dertil kommer naturligvis de sproglige studier som har indebåret mange timers fornøjelig læsning af Cervantes, Borges, Blixen og Bang - for nu at tage kongerækken.
Programmerne er udviklet i Java, JavaFX, HTML5, JavaScript og PHP, og jeg takker Oracle, Google og mange andre for deres udvikling af programmeringsredskaber.
Cvr. nr. 33325959
Anders Sigsgaard Skov, Løgagervej 7, 8600 Silkeborg, 23901614
Kontakt